Hvorfor er det så svært at tale om?
Alle forældre ønsker at skabe en god og tryg barndom for deres børn, hvor hverdagen er forudsigelig og giver mulighed for trivsel og gode udviklings- og oplevelsesmuligheder. Det vil fortsat være muligt i kræftramte familier, men kræver, at man tænker nyt.

Mange oplever, at det er svært at tale om de følelsesmæssige konsekvenser, det har for alle familiemedlemmer, når mor eller far får kræft. Vi beskytter dem, vi holder af, fordi vi nødigt vil gøre dem kede af det. Forældre vil så gerne beskytte deres børn imod livets ubehagelige sider, at de nogle gange prøver at holde facaden. Andre gange beskytter de voksne sig selv, fordi de mangler erfaring og træning i at sætte ord på de svære følelser eller har svært ved at rumme, at sygdommen og konsekvenserne heraf gør deres børn bange og kede af det.

Børn beskytter også deres forældrene ved at undlade at stille spørgsmål. De lader som om, de er glade og holder ofte egne problemer for sig selv. De kan blive mere hjælpsomme, undgå at være ”til besvær” og opfører sig ”overartigt” ved at tilsidesætte egne behov. I andre situationer har børnene det så dårligt med det manglende nærvær i forhold til forældrene, at de skaber konflikter, så de mærker nærvær i relationen.

Disse misforståede hensyn, hvor man ikke får talt med hinanden om bekymringer og utryghed, kan desværre medføre, at afstanden mellem familiemedlemmer øges, og den svækkede kontakt kan være grobund for fejlfortolkninger, angst, usikkerhed, mistillid og utilfredshed.

Hvorfor er følelsesmæssig støtte til børnene vigtig?
Børn har nogle veludviklede ”antenner” og fornemmer hurtigt, hvis noget er forandret i familien. Derfor er det vigtigt allerede rimeligt tidligt i kræftforløbet, at børnene inddrages i familiens forandrede situation og informeres om sygdommen i passende mængder, der svarer til deres udviklingsmæssige forudsætninger.

Barnet kan være efterladt med sine egen tolkning af, hvad der sker, siden far eller mor er fx mere triste eller vrede, hvis de ikke modtager information. Børn tolker med de begrænsede erfaringer de har, og børns fejlforestillinger kan være en kilde til megen unødvendig angst: Skal far og mor mon skilles? Har jeg været uartig?

Børn kan binde megen unødvendig energi i angst, der kan begrænses, hvis voksne taler med dem om de tanker, de har.

Informationerne skal tilpasses det enkelte barn
For små børn vil det være nok at vide, at mor har fået en dum sygdom, som gør, at hun skal have noget stærk medicin, der gør hende træt. Barnet har mest brug for information om de forandringer, det medfører for barnet selv i hverdagen, at mor er blevet syg. Det er tryghedsskabende for barnet også at høre, hvad den syge forælder fortsat kan. Mor kan heldigvis stadig ligge på sofaen og nusse barnet, samtidig med at de ser fjernsyn, og hun kan måske også hjælpe med lektier.

Med større børn er det nødvendigt at skabe en dialog med barnet om, hvad det tænker om, at du fortæller, at du er blevet syg og har fået kræft.

Skal man fortælle, at det er kræft?
For barnet er det vigtigste at kunne bevare tilliden til sine forældre, så derfor er det en god ide, at du/I selv fortæller, at det er en kræftsygdom.

Børn opsnapper informationer ad mange forskellige kanaler; de kan tilfældigt overhøre telefonsamtaler, der ikke var beregnet for deres ører. Netop det forhold, at det ikke var planen, at de skulle høre, hvad der blev sagt, kan være en barriere i forhold til, at børnene får spurgt ind til det, de hørte, fordi de har jo været på ”forbudt område”. Ved selv at informere, ved du præcist hvad dit barn har fået af vide og du kan invitere barnet til en samtale om hvad han/hun tænker om den nye situation og hvordan han/hun har det med det.

Barnets erfaringer med en kræftsygdom vil være begrænsede, og måske er den eneste viden, de har om kræft, at det er en sygdom, man dør af. Hvis barnet fx nævner, at det jo var det Peters bedstefar døde af, kan du fortælle, at kræft er mere end 100 forskellige sygdomme, og at det er rigtigt, at man kan dø af den, men at du lige nu får en behandling, der skal hjælpe dig med at klare sygdommen.

De unge vil have brug for mere information, men igen er det vigtigt, at man som forældre er ærlige omkring det, man siger men samtidig husker, at det er en menneskeret at fordøje informationer, der berører os stærkt følelsesmæssigt. Man behøver ikke at fortælle den fulde og hele sandhed i første samtale om emnet, og man kan være nænsom i den måde, man formulerer sig på, så barnet ikke får oplevelsen af, at alt håb nu er ude.

Forbered børnene på, at behandlingen kan få dig til at se mere syg ud
Børnene har brug for at vide, at du får en stærk medicin, der skal hjælpe dig med at klare kræftsygdommen. Desværre får medicinen dig også til at se træt ud, og din krop kan forandres, fordi du taber dig eller taber håret. Børnene har brug for, at de tydeligt får fortalt, at det er den skrappe behandling, der får dig til at se mere syg ud, da de ellers fejlagtigt kan tro, at du er blevet mere syg og måske kommer til at dø af sygdommen.

”Hvad kommer du til at tænke på, når jeg fortæller dig, at jeg er syg?”
Hvad barnet har brug for af viden og støtte, kan man blive mere sikker på, ved at stille spørgsmål til barnet. Lyt grundigt til barnets svar, og stil gerne uddybende spørgsmål. De børn, som har nogen at tale med om deres tanker og følelser, trives markant bedre. Børn har stor evne til at mestre selv meget vanskelige situationer, såfremt de har et voksent omsorgsmiljø, som møder dem med indsigt og forståelse. Det skaber tryghed for børn at være del af et miljø, hvor man kan stille spørgsmål og få svar.

Få mere hjælp her
Få tilsendt ”Forældrenes Bog”, som er skrevet til forældre, som rammes af kræft. Du kan også supplere med bogen ”Når far eller mor får kræft”. Her er fokus at støtte børnene i skolen, og du kan også sende bogen til dine børns lærere. Læs mere om bøgerne her.

Der er også gode råd og viden af hente på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

På Cancerforum er der flere grupper omhandlende børn, unge og familier, hvor du kan møde andre i samme situation.